Af Tania Ellis
2025 har allerede vist sig som endnu et år, hvor arbejdet med ESG bliver testet – ikke bare på datakvalitet og rapporteringskrav, men på virksomheders mod og moralske kompas.
Når jeg taler med ESG-specialister og bæredygtighedschefer i mit netværk, mærker jeg både afmagt og vedholdenhed.
For mens de fortsat kæmper for at holde kursen i bæredygtighedsagendaen, bliver de dagligt konfronteret med en verden i geopolitisk opbrud.
I et nyt interview med Sustain Report kan du læse om, hvordan de store geopolitiske forskydninger skaber bekymring og mathed blandt mange ESG-specialister. Her er hovedpointerne i korte træk.
Geopolitik er ikke længere noget, vi kan se bort fra
Da jeg sidste år sagde “løft blikket fra maskinrummet og se den geopolitiske virkelighed i øjnene”, var det ikke en provokation – det var en nødvendighed.
I dag ser vi konsekvenserne: Krigen i Ukraine, Israels angreb på Gaza og en ny politisk virkelighed i USA med Trumps magtovertagelse.
Disse begivenheder stiller ikke bare krav til regeringer – de stiller krav til os i erhvervslivet.
ESG er ikke længere en isoleret disciplin. Det er blevet et strategisk pejlemærke i en kompleks verden, hvor “business as usual” ikke længere er nok. Vi skal spørge os selv: Hvilke samfundsudfordringer påvirker vores forretning – og hvordan vil vi adressere dem?
Neutralitet er også et standpunkt for ESG
I en polariseret verden er det blevet risikabelt ikke at tage stilling. Virksomheder, der tidligere kunne navigere neutralt, risikerer nu at blive kritiseret netop for deres tavshed.
Det gælder fx investeringer i banker, der forbryder sig mod international lov, eller manglende reaktion på krænkelser af menneskerettigheder i værdikæden.
Virksomheder står i dag i en gråzone, hvor etik, jura og offentlighedens opfattelse ikke nødvendigvis følges ad. Det kræver mod at holde fast – men det er netop dét, tiden kalder på. Fra compliance til courage.
Teknologi og ESG går hånd i hånd
Samtidig ruller teknologiudviklingen hurtigt – og det stiller nye krav. AI, blockchain og digitale værktøjer er ikke længere blot tech-buzzwords.
De spiller allerede en rolle i arbejdet med ESG. Ja, der er bias i algoritmer. Men der er også potentiale: fx til at fremme diversitet eller skabe gennemsigtighed i værdikæden.
Det kræver, at vi som virksomheder tør eksperimentere – og tør stå på mål for vores valg.
Formål er forretning – især for næste generation
De unge – særligt de højtuddannede – vælger arbejdsplads efter purpose og performance. Og kunderne? De har ikke opgivet klima, etik eller ansvarlighed – de stiller bare skarpere krav til virksomhedernes arbejde med ESG. Derfor er ansvar ikke bare god etik – det er god forretning.